Udgravningerne af Fæsteds jernalderkult 2020
Fra sensommer til slutningen af oktober 2020 har Museet på Sønderskov igen udgravet på kultpladsen nord for Fæsted. Årets resultater har været virkelig spændende, og vi har nu fundet levn, som sandsynligvis er ældre end jernalder; nemlig en lang grøft, som indeholder en række dybe og flotte kogestensgruber.
Gruberne blev mest sandsynligt brugt ved folkesamlinger i slutningen af bronzealderen. Derudover har vi også udgravet hundredvis af stolpehuller, som alle (pånær to) hører til jernalderens boliger. Det ældste hus ses længst mod nordvest, og det umiddelbart yngste ligger i flere faser lige syd derfor. Men feltet gemte også en overraskelse i form af en 17x10 meter stor oval grøft med åbning mod syd. Faktisk så stor en overraskelse, at vi endnu ikke aner hvad anlægget skal dateres til. Det kan C14-analyser forhåbentligt vise. Men vi ved, at der ved anlæggets midte står stolper, som KAN have båret et tag.
Fæsted bliver ved at overraske!
Sønderskov Museum
1 comment